Verdipapiriseringsforordningen: endringsbestemmelser i forbindelse med covid-19-pandemien

Tittel

Europaparlaments- og rådsforordning (EU) 2021/557 av 31. mars 2021 om endring av forordning (EU) 2017/2402 om fastsettelse av et generelt rammeverk for verdipapirisering og om opprettelse av en enkel, gjennomsiktig og standardisert ramme for verdipapirisering til hjelp til gjenoppretting etter covid-19-pandemien

Regulation (EU) 2021/557 of the European Parliament and of the Council of 31 March 2021 amending Regulation (EU) 2017/2402 laying down a general framework for securitisation and creating a specific framework for simple, transparent and standardised securitisation to help the recovery from the COVID-19 crisis

Del av:

Siste nytt

Europaparlaments- og rådsforordning publisert i EU-tidende 6.4.2021

Nærmere omtale

BAKGRUNN (fra europaparlaments- og rådsforordningen, dansk utgave)

(1) Covid-19-krisen berører i alvorlig grad mennesker, virksomheder, sundhedssystemer og medlemsstaternes økonomier. Kommissionen understregede i sin meddelelse af 27. maj 2020 med titlen »Et vigtigt øjeblik for Europa: Genopretning og forberedelser til den næste generation«, at det fortsat vil være en udfordring at sikre likviditet og adgang til finansiering i de kommende måneder. Det er derfor afgørende at støtte genopretningen fra det alvorlige økonomiske chok forårsaget af covid-19-pandemien ved at indføre målrettede ændringer af eksisterende finansielle bestemmelser.

(2) Det alvorlige økonomiske chok forårsaget af covid-19-pandemien og de krævede ekstraordinære inddæmningsforanstaltninger har vidtrækkende konsekvenser for økonomien. Virksomheder står over for forstyrrelser i forsyningskæderne, midlertidige lukninger og mindre efterspørgsel, mens husholdningerne er konfronteret med arbejdsløshed og et fald i indtægterne. Offentlige myndigheder på EU-plan og medlemsstatsplan har truffet vidtrækkende tiltag for at støtte husholdninger og solvente virksomheder, således at de kan modstå denne alvorlige, men midlertidige afmatning i den økonomiske aktivitet og den deraf følgende mangel på likviditet.

(3) Det er vigtigt, at kreditinstitutter og investeringsselskaber (institutter) anvender deres kapital, hvor der er mest behov for det, og Unionens lovgivningsmæssige ramme letter dette, samtidig med at det sikres, at institutterne agerer med forsigtighed. Som supplement til den fleksibilitet, der er fastsat i de eksisterende regler, ville målrettede ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2402 (4) sikre, at Unionens securitiseringsramme omfatter et yderligere redskab til at fremme den økonomiske genopretning efter covid-19-krisen.

(4) De ekstraordinære omstændigheder i forbindelse med covid-19-krisen og de deraf følgende udfordringers hidtil usete omfang har udløst krav om omgående handling for at sikre, at institutterne er i stand til at kanalisere tilstrækkelige midler videre til virksomheder og på den måde hjælpe dem til at afbøde det økonomiske chok, der er forårsaget af covid-19-pandemien.

(5) Covid-19-krisen risikerer at øge antallet af misligholdte eksponeringer (NPE'er) og øger behovet for, at institutterne forvalter og tager hånd om deres NPE'er. En måde for institutter at gøre dette på er at handle med deres NPE'er på markedet via securitisering. Desuden er det i den nuværende sammenhæng afgørende, at risiciene flyttes væk fra de systemisk vigtige dele af det finansielle system, og at långiverne styrker deres kapitalpositioner. Syntetisk securitisering, såvel som f.eks. rejsning af ny egenkapital, er en måde at opnå dette på.

(6) Securitiseringsenheder med særligt formål (SSPE'er) bør kun oprettes i tredjelande, som Unionen ikke har opført på EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner og ajourføringer heraf (bilag I), eller på listen over højrisikotredjelande, der har strategiske mangler i deres ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Bilag II om status for samarbejdet med EU vedrørende de tilsagn, der er afgivet af samarbejdsvillige jurisdiktioner om at gennemføre principper for god forvaltning på skatteområdet, rapporterer om status for drøftelserne med visse samarbejdende tredjelande, hvoraf nogle fastholder skadelig skattepraksis. Sådanne drøftelser bør føre til rettidig afslutning af sådan skadelig skattepraksis for at undgå fremtidige restriktioner vedrørende oprettelse af SSPE'er.

(7) For at give de nationale myndigheder styrket mulighed for at bekæmpe skatteundgåelse bør en investor meddele de kompetente skattemyndigheder i den medlemsstat, hvor investoren hører hjemme i skattemæssig sammenhæng, når investoren skal investere i en SSPE, der efter datoen for denne forordnings anvendelse er etableret i en jurisdiktion, som er nævnt i bilag II på grund af sit skadelige skatteregime. Denne oplysning kan bruges til at vurdere, hvorvidt investoren opnår en skattebegunstigelse.

(8) Som påpeget af Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010, i dens udtalelse om den reguleringsmæssige behandling af misligholdte eksponeringer er de risici, der er forbundet med de aktiver, der ligger til grund for NPE-securitiseringer, økonomisk set forskellige fra de risici, der er forbundet med securitiseringer af ikke-misligholdte aktiver. NPE'er securitiseres med en rabat på deres nominelle eller udestående værdi og afspejler markedets vurdering af bl.a. sandsynligheden for, at gældsomlægningen vil generere en tilstrækkelig pengestrøm og inddrivelse af aktiver. Risikoen for investorerne er derfor, at gældsomlægningen ikke genererer en tilstrækkelig pengestrøm og inddrivelse af aktiver til at kunne dække den nettoværdi, som NPE'erne er blevet købt til. Investorernes faktiske tabsrisiko repræsenterer derfor ikke porteføljens nominelle værdi, men den diskonterede værdi, dvs. prisen, som de underliggende aktiver overføres til. Med hensyn til NPE-securitiseringer bør størrelsen af risikotilbageholdelsen derfor beregnes på grundlag af denne diskonterede værdi.

(9) Risikotilbageholdelseskravet sikrer, at interesserne for de eksponeringsleverende institutter, de organiserende institutter og de oprindelige långivere, der er involveret i en securitisering, er afstemt med interesserne for investorerne. I forbindelse med securitiseringer af ikke-misligholdte aktiver er den fremherskende interesse fra sælgers side typisk det eksponeringsleverende instituts, som ofte også er den oprindelige långiver. I forbindelse med NPE-securitiseringer søger eksponeringsleverende institutter imidlertid at komme af med de misligholdte aktiver i deres balancer, da de måske ikke længere på nogen måde ønsker at blive forbundet med dem. I sådanne tilfælde har aktivernes administrationsselskab en større interesse i en gældsomlægning for aktiverne og i inddrivelse af værdier.

(10) Før finanskrisen i 2008 fulgte nogle securitiseringsaktiviteter en »originate to distribute«-model. I denne model blev aktiver af ringe kvalitet udvalgt til securitisering til skade for investorerne, som endte med at løbe en større risiko, end de måske havde haft til hensigt at påtage sig. Kravet om at kontrollere de långivningsstandarder, der anvendes ved oprettelsen af securitiserede aktiver, blev indført for at forhindre en sådan praksis i fremtiden. I forbindelse med NPE-securitiseringer er de långivningsstandarder, der finder anvendelse ved oprettelsen af de securitiserede aktiver, imidlertid af mindre betydning som følge af de særlige omstændigheder, herunder købet af disse misligholdte aktiver og typen af securitisering. I stedet er anvendelsen af solide standarder ved udvælgelsen og prissætningen af eksponeringerne en vigtigere faktor med hensyn til investeringer i NPE-securitiseringer. Det er derfor nødvendigt at ændre kontrollen af långivningsstandarder med henblik på at gøre det muligt for investoren at gennemføre en due diligence-undersøgelse af de misligholdte aktivers kvalitet og resultater med henblik på at træffe en fornuftig og velinformeret investeringsbeslutning, samtidig med at det sikres, at undtagelsen ikke bliver misbrugt. For så vidt angår NPE-securitisering bør de kompetente myndigheder derfor kontrollere, at der anvendes solide standarder for udvælgelse og prissætning af eksponeringerne.

(11) Syntetisk securitisering indebærer en overførsel af kreditrisikoen ved et sæt lån, typisk lån til store virksomheder eller lån til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), ved hjælp af en aftale om kreditrisikoafdækning, hvor det eksponeringsleverende institut køber kreditrisikoafdækning hos investoren. Sådan kreditrisikoafdækning opnås ved brug af finansielle garantier eller kreditderivater, mens ejerskabet til aktiverne forbliver hos det eksponeringsleverende institut, og den overføres ikke til en SSPE, således som det er tilfældet med traditionelle securitiseringer. Det eksponeringsleverende institut forpligter sig som afdækningskøber til at betale en kreditrisikoafdækningspræmie, som genererer investorernes afkast. Investoren forpligter sig som køber af risiko omvendt til en nærmere angivet kreditrisikoafdækningsbetaling, når en på forhånd fastsat kreditbegivenhed indtræffer.

(12) Den overordnede kompleksitet af securitiseringsstrukturerne og de dermed forbundne risici bør begrænses på passende vis, og de eksponeringsleverende institutter bør ikke have nogen reguleringsmæssige incitamenter, som ville få dem til at foretrække syntetiske securitiseringer frem for traditionelle securitiseringer. Kravene til simple, transparente og standardiserede (STS) balanceførte securitiseringer bør derfor i høj grad være overensstemmende med STS-kriterierne for traditionelle securitiseringer med egentligt salg.

(13) Der er imidlertid visse krav til traditionelle STS-securitiseringer, som ikke er hensigtsmæssige for balanceførte STS-securitiseringer som følge af iboende forskelle mellem de to typer securitisering, navnlig fordi der i forbindelse med syntetiske securitiseringer opnås risikooverførsel via en aftale om kreditrisikoafdækning i stedet for et salg af de underliggende aktiver. Derfor bør STS-kriterierne tilpasses, hvor det er nødvendigt, for at tage hensyn til disse forskelle. Det er desuden nødvendigt at indføre en række nye krav, der er specifikke for syntetiske securitiseringer, for at sikre, at STS-rammen kun er rettet mod balanceførte syntetiske securitiseringer, og at aftalen om kreditrisikoafdækning er struktureret med henblik på at afdække både det eksponeringsleverende instituts og investorens position på passende vis. Denne nye række krav bør tage sigte på at tage hånd om modpartskreditrisikoen for både det eksponeringsleverende institut og investoren.

(14) Genstanden for en kreditrisikooverførsel bør være eksponeringer, der hidrører fra eller købes af et EU-reguleret institut inden for dets hovedudlånsaktivitet, og som er opført på dets balance eller, hvis der er tale om en koncernstruktur, på den konsoliderede balance på datoen for transaktionens afslutning. Dette krav om, at det eksponeringsleverende institut skal besidde de securitiserede eksponeringer på balancen, bør udelukke securitiseringer med arbitrage fra anvendelsesområdet for STS-mærket.

(15) Det er vigtigt, at interesserne for de eksponeringsleverende institutter, de organiserende institutter og de oprindelige långivere, der er involveret i en securitisering, er afstemt med hinanden. Kravet om risikotilbageholdelse fastsat i forordning (EU) 2017/2402, som gælder for alle former for securitiseringer, bidrager til at afstemme disse interesser. Et sådant krav bør også gælde for balanceførte STS-securitiseringer. Det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut eller den oprindelige långiver bør som minimum løbende tilbageholde en væsentlig nettoøkonomisk interesse på mindst 5 % af securitiseringen. Højere risikotilbageholdelsesprocenter kunne være berettigede og er allerede set forekomme på markedet.

(16) Det eksponeringsleverende institut bør sikre, at det ikke afdækker den samme kreditrisiko mere end én gang ved at opnå kreditrisikoafdækning, ud over den kreditrisikoafdækning, som den balanceførte STS-securitisering yder. For at sikre, at aftalen om kreditrisikoafdækning er robust, bør den opfylde de krav til kreditrisikoreduktion, der er fastsat i artikel 249 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013, og som institutter skal opfylde for at kunne foretage en væsentlig risikooverførsel ved hjælp af en syntetisk securitisering.

(17) Balanceførte STS-securitiseringer kunne omfatte ikkesekventielle afdrag for at undgå uforholdsmæssigt store omkostninger til afdækning af de underliggende eksponeringer og porteføljens udvikling. Visse udviklingsrelaterede hændelser bør bestemme anvendelsen af sekventielle afdrag for at sikre, at trancher, der yder kreditrisikoafdækning, ikke allerede er afdraget, når der opstår betydelige tab ved transaktionens afslutning, og dermed sikre, at væsentlig risikooverførsel ikke undermineres.

(18) For at undgå konflikter mellem det eksponeringsleverende institut og investoren og for at sikre retssikkerhed med hensyn til anvendelsesområdet for den kreditrisikoafdækning, der er købt vedrørende underliggende eksponeringer, bør en sådan kreditrisikoafdækning henvise til klart identificerede referenceforpligtelser, der giver anledning til de underliggende eksponeringer, for klart identificerede enheder eller låntagere. De referenceforpligtelser, der gælder for den købte kreditrisikoafdækning, bør derfor være klart identificeret til enhver tid via et referenceregister og holdes ajourført. Dette krav bør også indgå som en indirekte del af det kriterium, der definerer den balanceføre STS-securitisering og udelukker securitisering med arbitrage fra STS-rammen.

(19) Kreditbegivenheder, der udløser betalinger i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning, bør som minimum omfatte dem, der er omhandlet i tredje del, afsnit II, kapitel 4, i forordning (EU) nr. 575/2013. Sådanne begivenheder er velkendte og genkendelige fra et markedsperspektiv og bør tjene til at sikre sammenhæng med tilsynsrammen. Kreditlempelser, som består af indrømmelser over for en låntager, som oplever eller inden for nær fremtid vil opleve vanskeligheder med at overholde sine finansielle forpligtelser, bør ikke være til hinder for udløsning af kreditbegivenheden.

(20) Det eksponeringsleverende instituts ret til som afdækningskøber at modtage rettidige betalinger på faktiske tab bør afdækkes på passende vis. Transaktionsdokumentationen bør derfor foreskrive en fornuftig og gennemsigtig afregningsproces til bestemmelse af faktiske tab i referenceporteføljen for at forhindre, at det eksponeringsleverende institut bliver underbetalt. Fastlæggelse af tabene kunne være en langvarig proces, og for at sikre rettidige betalinger til det eksponeringsleverende institut bør der foretages foreløbige betalinger senest seks måneder efter kreditbegivenhedens indtræden. Desuden bør der være en mekanisme til endelig justering for at sikre, at foreløbige betalinger dækker faktiske tab, og forhindre disse midlertidige tab i at medføre overbetaling, hvilket ville være til skade for investorerne. Mekanismen til afregning af tab bør også klart angive den maksimale forlængelsesperiode, der bør gælde for omlægningsprocessen for disse eksponeringer, og en sådan forlængelsesperiode bør ikke være længere end to år. Denne mekanisme til afregning af tab bør sikre, at kreditrisikoafdækningsaftalen er effektiv set ud fra det eksponeringsleverende instituts perspektiv og give investorerne retssikkerhed på datoen for ophøret af deres forpligtelse til at foretage betalinger og derfor bidrager til et velfungerende marked.

(21) At have en tredjepartskontrolagent er en udbredt markedspraksis, der øger retssikkerheden for alle involverede parter i en transaktion og dermed mindsker sandsynligheden for tvister og retssager, der kan opstå som følge af tabstildelingsprocessen. For at forbedre soliditeten af transaktionens mekanisme til afregning af tab bør der udpeges en tredjepartskontrolagent til at foretage en gennemgang af rigtigheden og nøjagtigheden af visse aspekter af kreditrisikoafdækningen, når en kreditbegivenhed er blevet udløst.

(22) Kreditrisikoafdækningspræmier bør kun afhænge af den afdækkede tranches udestående størrelse og kreditrisiko. Ikke-betingede præmier bør ikke tillades i forbindelse med balanceførte STS-securitiseringer, da de kan anvendes til at undergrave den effektive risikooverførsel fra det eksponeringsleverende institut til køberen af risiko. Andre ordninger, såsom forudgående præmiebetalinger, rabatordninger eller for komplekse præmiestrukturer, bør også forbydes for balanceførte STS-securitiseringer.

(23) For at sikre kreditrisikoafdækningens stabilitet og kontinuitet bør det kun være muligt at bringe en balanceført STS-securitisering til ophør før tid under visse begrænsede, klart afgrænsede omstændigheder. Selv om udstederen bør have ret til at afslutte kreditrisikoafdækningen tidligt, når visse nærmere angivne reguleringsmæssige begivenheder indtræffer, bør disse begivenheder omfatte faktiske ændringer i lovgivning eller beskatning, der ikke med rimelighed kunne forventes på tidspunktet for transaktionens indgåelse, og som har en væsentlig negativ indvirkning på det eksponeringsleverende instituts kapitalbehov eller økonomien i transaktionen i forhold til parternes forventninger på det tidspunkt. Balanceførte STS-securitiseringer bør ikke indeholde komplekse call-klausuler for det eksponeringsleverende institut, navnlig meget kortfristede time calls med det formål midlertidigt at ændre repræsentationen af deres kapitalposition i individuelle tilfælde.

(24) Syntetisk mer-spread forekommer ofte i visse typer transaktioner og er en nyttig mekanisme for både investorer og eksponeringsleverende institutter med henblik på at reducere omkostningerne til henholdsvis kreditrisikoafdækningen og eksponeringen over for risici. I denne forbindelse er syntetisk mer-spread meget vigtig for en række specifikke detailaktivklasser, såsom SMV'er og forbrugslån, som udviser både højere afkast og kredittab end andre aktivklasser, og for hvilke de securitiserede eksponeringer genererer mer-spread for at dække disse tab. Hvis der imidlertid er for stor mængde syntetisk mer-spread, der er efterstillet investors position, er det muligt, at der ikke er noget realistisk scenarie, i hvilket investoren i securitiseringspositionerne vil opleve nogen tab, hvilket resulterer i, at der ikke sker en effektiv risikooverførsel. For at afbøde de tilsynsmæssige betænkeligheder og yderligere standardisere dette strukturelle træk er det vigtigt at fastsætte strenge kriterier for balanceførte STS-securitiseringer og sikre fuld fremlæggelse af oplysninger om anvendelsen af syntetisk mer-spread.

(25) Kun kreditrisikoafdækningsaftaler af høj kvalitet bør kunne anerkendes til at anvende balanceførte STS-securitiseringer. Ufinansieret kreditrisikoafdækning bør sikres ved at begrænse anvendelsesområdet for de udbydere af kreditrisikoafdækning, der kan anerkendes, til de enheder, der er anerkendte udbydere i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013, og som er anerkendt som modparter med en risikovægt på 0 % i overensstemmelse med tredje del, afsnit II, kapitel 2, i nævnte forordning. I tilfælde af finansieret kreditrisikoafdækning bør det eksponeringsleverende institut som afdækningsudbyder og investorerne som sælgere af beskyttelse have adgang til sikkerhedsstillelse af høj kvalitet, som bør henvise til sikkerhedsstillelse i en hvilken som helst form, der kan tillægges en risikovægt på 0 % i henhold til nævnte kapitel, forudsat at der træffes passende indskuds- eller deponeringsordninger. Når sikkerhedsstillelsen er i form af kontanter, bør den enten opbevares af et tredjepartskreditinstitut eller deponeres hos afdækningskøberen, forudsat at begge er omfattet af et minimumskrav til kreditkvalitetssituationen.

(26) Medlemsstaterne bør udpege de kompetente myndigheder med ansvar for at føre tilsyn med de krav, som syntetisk securitisering skal opfylde for at kunne være omfattet af STS-betegnelsen. Den kompetente myndighed kan være den samme som den, der er udpeget til at føre tilsyn med, at eksponeringsleverende institutter, organiserende institutter og SSPE'er overholder de krav, som traditionelle securitiseringer skal opfylde for at opnå STS-betegnelsen. Ligesom for traditionelle securitiseringer kan den kompetente myndighed være forskellig fra den kompetente myndighed, der har ansvaret for at føre tilsyn med, at de eksponeringsleverende institutter, oprindelige långivere, SSPE'er, organiserende institutter og investorer overholder de tilsynsmæssige forpligtelser, der er fastsat i artikel 5-9 i forordning (EU) 2017/2402, hvis overholdelse specifikt blev overdraget til de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med de relevante finansielle institutioner, på grund af disse forpligtelsers tilsynsmæssige dimension

(27) For at undgå negative konsekvenser for den finansielle stabilitet bør indførelsen af en specifik ramme for balanceført STS-securitisering ledsages af et passende makroprudentielt tilsyn. Navnlig bør Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010, overvåge de makroprudentielle risici, der er forbundet med syntetisk securitisering, og vurdere, om de i tilstrækkelig grad er flyttet fra den systemiske del af det finansielle system.

(28) EBA bør med henblik på at indarbejde bæredygtighedsrelaterede krav om gennemsigtighed i forordning (EU) 2017/2402 gives mandat til i tæt samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010, og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (EIOPA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010, at offentliggøre en rapport om udvikling af en specifik ramme for »bæredygtig securitisering«. Rapporten bør navnlig omfatte en behørig vurdering af indførelsen af bæredygtighedsfaktorer, gennemførelsen af forholdsmæssige krav om fremlæggelse af oplysninger og due diligence, indhold, metoder og præsentation af oplysninger i relation til miljømæssige, sociale og ledelsesrelaterede negative indvirkninger og eventuelle potentielle virkninger for den finansielle stabilitet og for opskaleringen af Unionens securitiseringsmarked og for bankernes udlånskapacitet. Kommissionen bør på grundlag af rapporten forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om oprettelsen af en specifik ramme for bæredygtig securitisering, eventuelt ledsaget af et lovgivningsforslag.

(29) Oplysning til investorer om integrationen af bæredygtighedsrisici og hensynet til negative bæredygtighedsvirkninger af investeringsbeslutninger er ikke tilstrækkeligt udviklet, fordi en sådan oplysning endnu ikke er underlagt harmoniserede krav. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 er producenter af finansielle produkter og finansielle rådgivere af slutinvestorer forpligtet til at tage hensyn til investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer og til at oplyse om, hvordan deres due diligence-politikker tager hensyn til disse negative virkninger. Oplysningen om negative bæredygtighedsvirkninger ledsages af reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA, ESMA og EIOPA (samlet »De Europæiske Tilsynsmyndigheder«) udarbejder i fællesskab om indholdet af, metodologien for og præsentationen af de relevante oplysninger, der skal offentliggøres i henhold til forordning (EU) 2019/2088. Eksponeringsleverende institutter for STS-securitiseringer bør også have mulighed for at fremlægge specifikke oplysninger om hensynet til negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer med særlig vægt på klimavirkninger og andre miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige virkninger. For at harmonisere fremlæggelsen af oplysninger og sikre overensstemmelse mellem forordning (EU) 2019/2088 og forordning (EU) 2017/2402 bør De Europæiske Tilsynsmyndigheders Fælles Udvalg udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder, der så vidt muligt bygger på deres arbejde inden for rammerne af forordning (EU) 2019/2088, med de nødvendige og relevante tilpasninger til de specifikke forhold, der gør sig gældende for securitiseringer.

(30) Målene for denne forordning, nemlig at udvide STS-securitiseringsrammen til at omfatte syntetisk securitisering og at fjerne reguleringsmæssige hindringer for securitisering af NPE'er med henblik på at øge udlånskapaciteterne yderligere uden at sænke de tilsynsmæssige standarder for bankernes långivning, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang eller virkning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(31) Forordning (EU) 2017/2402 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(32) På grund af behovet for at indføre målrettede foranstaltninger til støtte for økonomisk genopretning som følge af covid-19-krisen, bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt på tredjedagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende —

Nøkkelinformasjon

EU



eu-flagg
Kommisjonens framlegg
Dato
24.07.2020
EU-vedtak (CELEX-nr): viser også om rettsakten er i kraft
Rettsakt på EU-språk
Dato
31.03.2021
Anvendelsesdato i EU
09.04.2021
Annen informasjon

Norge



norge-flagg
Ansvarlig departement
Finansdepartementet