(3) På verdensplan ventes forskellen mellem efterspørgslen efter vand og den mængde, der er til rådighed, at øges betragteligt i løbet af de kommende tyve år. At finde den vanskelige balance mellem udbud og efterspørgsel, at håndtere vandstress og vandmangel ved at foretage den fornødne prioritering og at gøre vandøkosystemerne bæredygtige på lang sigt, kræver en samordnet indsats på et solidt videnskabeligt og teknisk grundlag og tillige, at der i fuldt omfang tages hensyn til lokale geografiske, politiske, socioøkonomiske og kulturelle forhold. Med dette for øje er Europa-Kommissionen ved at udarbejde en plan for beskyttelse af Europas vandområder, som skal foreligge i 2012 og opregne foranstaltninger, der kan sikre vand i tilstrækkelig mængde og af god kvalitet til alle legitime anvendelser i EU.

(4) Der er risiko for, at en ikke ubetydelig andel af EU's ferskvandsområder ikke opnår god økologisk tilstand senest i 2015, således som det er bestemt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger. Risikoen skyldes en række forskellige faktorer, hvilket er fremhævet i Miljøagenturets rapport om miljøsituationen i 2010. Forurening af vand er et vedvarende folkesundhedsmæssigt problem, især for så vidt angår udsættelse for nye forurenende stoffer, virkningerne af de blandinger af kemikalier, der forekommer i vandområder i EU, og mulig risiko for mikrobiologisk forurening.

(5) Klimaændringer ventes at få virkninger for de europæiske vandøkosystemer med deraf følgende hyppigere vandmangel, hyppigere og længere tørkeperioder, især i Middelhavslandene, samt større risiko for oversvømmelser i store dele af Europa.

(6) Intensivt landbrug, der skal producere flere fødevarer og mere biomasse, kan øge efterspørgslen efter ferskvand til vanding og dermed øge presset på vandreserverne. Der bør hurtigt findes løsninger, som kan føre til mere effektiv vanding, lavere vandforbrug samt bæredygtig forvaltning og bevarelse af grundvandsmagasiner.

(7) Større urbanisering og en forøgelse af det bebyggede miljø, deriblandt trafik- og energianlæg, afføder hydromorfologiske ændringer, som indvirker på overfladevande og grundvandsforekomster, habitater og andre aspekter af biodiversiteten. En mere integreret tilgang til planlægningen vil være særdeles nyttig. Den bør baseres på pålidelige overvågningssystemer og en mere holistisk vurdering af, hvorledes en ændret arealanvendelse og de akvatiske økosystemer gensidigt påvirker hinanden.
(8) I vandforsyningsinfrastrukturen i Europa er der en stadigt stigende risiko for brud som følge af ælde, graveskader, utilstrækkeligt vedligehold og overbelastning. Udsivningen af vand fra vandforsyningssystemerne angives at være af betydeligt omfang nogle steder i Europa, idet tabene varierer fra 5 til 40 % af den transporterede vandmængde.

(9) Vandsektoren i Europa er af stor økonomisk betydning, idet den har en vækstrate på 5 % om året og en årlig omsætning på ca. 80 mia. EUR svarende til ca. en tredjedel af verdensmarkedet for vand. Større strategisk samarbejde i Europa om forskning og innovation vedrørende vand kan føre til videnskabelige og teknologiske gennembrud, som kunne gøre Europa konkurrencedygtig på de internationale markeder og dirigere udviklingen i retning af mere effektiv udnyttelse af vand i den europæiske økonomi og dermed gøre EU's nye mål for 2020, nemlig en mere intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi, til virkelighed.

(10) En styrkelse af det videnskabelige og teknologiske videngrundlag i Europa er af største betydning for at angribe vandproblemernes samfundsmæssige, miljømæssige og økonomiske dimension.

(11) Der udføres fremragende forskning over hele Europa, men forskningen i vand i Europa tegner et meget komplekst og fragmenteret billede. Mange forskningsnet og –organisationer på europæisk, nationalt og regionalt niveau lægger deres vandforskningsstrategi forholdsvis uafhængigt af hinanden, hvilket medfører enten overlapning eller konkurrerende forskningsaktiviteter, der ofte ikke når op på den kritiske masse.

(12) Da størsteparten af vandskellene i Europa krydser nationale grænser, er der behov for samarbejde på tværs af grænserne, som tilvejebringer den nødvendige kritiske masse af ekspertise, aktiviteter og institutionel kapacitet, således at Europas forskningspotentiale udnyttes bedre og kompatible grænseoverskridende løsninger bliver fremmet.

(13) Fælles programlægning af forskningen vedrørende vandudfordringer i en verden under forandring vil bidrage til koordinering af forskningen på dette område og til et fuldt operationelt europæisk forskningsrum for ferskvand samt styrke Europas førende position og konkurrenceevne på dette felt og samtidig støtte virkeliggørelsen af EU's vandpolitiske mål.

(14) På mødet den 26. maj 2010 anerkendte Rådet (ministrene for konkurrenceevne) »Vandudfordringer i en verden under forandring« som et område, hvor fælles programlægning vil give betydelig merværdi i forhold til medlemsstaternes nuværende opsplittede forskningsaktiviteter. I sine konklusioner af mødet anerkendte Rådet derfor nødvendigheden af at lancere et initiativ til fælles programlægning om ferskvand og opfordrede Kommissionen til at bidrage til udarbejdelsen heraf. Rådet understregede endvidere, at fælles programlægning er en proces, der iværksættes af medlemsstaterne med Kommissionen som koordinerende instans.

(15) Forskning i vand er et centralt område under EU's forskningsrammeprogram, der i betragtning af vandudfordringernes globale dimension spiller en udpræget strategisk rolle som støtteredskab for den politiske proces i Europa. Aktiviteterne inden for dette fælles programlægningsinitiativ skal koordineres nøje med syvende EU-rammeprogram og fremtidige EU-programmer på dette område, særlig rammeprogrammet for forskning og innovation (2014-2020), »Horisont 2020«.

(16) Analysen af nationale forskningsaktiviteter i arbejdsdokumentet bekræfter, at der er behov for at opnå bedre koordinering ved hjælp af en fælles strategisk dagsorden for dels at øge forskningens effektivitet og gennemslagskraft, dels at undgå dobbeltarbejde.

(17) Medlemsstaterne bør jævnligt aflægge rapport til Kommissionen om, hvordan gennemførelsen af dette fælles programlægningsinitiativ skrider frem, således at Kommissionen kan aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om fremskridtene inden for alle programlægningsinitiativerne.