EUs 2. strategiske energigjennomgang: en handlingsplan for energisikkerhet og -solidaritet
Meddelelse fra Kommisjonen til Europaparlamentet, Rådet, Det europeiske økonomiske og sosiale utvalg og Regionskomiteen. Den andre strategiske energigjennomgang: En handlingsplan for EU for energisikkerhet og -solidaritet
Konklusjoner vedtatt av Rådet 19.2.2009
Nærmere omtale
Red. anm.: Klikk på lenken til "Pakke:" (over) for en samlet oversikt over faktaark på nettstedet Europalov knyttet til den lovgivende pakken som denne saken tilhører.
BAKGRUNN (fra kommisjonsmeddelelsen, dansk utgave)
Som led i EU's nye energi- og miljøpolitik, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd i marts 2007 [1], opstilles der en fremsynet politisk agenda for at nå EU's centrale energimål, som er bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed. For at føre denne ud i livet har EU forpligtet sig til at gennemføre "20-20-20"-initiativet, som går ud på at reducere drivhusgasemissionerne med 20 %, at øge andelen af vedvarende energi i energiforbruget til 20 % sammenholdt med 8,5 % i dag og at forbedre energieffektiviteten med 20 % frem til 2020.
Med henblik herpå fremlagde Kommissionen i september 2007 den tredje lovgivningspakke om det indre energimarked [2] med det formål at sikre mere effektiv konkurrence og skabe betingelserne for at fremme investeringer, diversificering og forsyningssikkerhed; det er en grundlæggende forudsætning at have et konkurrencedygtigt energimarked, for at "20-20-20"- målene kan nås. I januar 2008 fremsatte Kommissionen et forslag om at revidere direktivet om emissionshandelsordningen for perioden 2013-2020, en beslutning om såkaldt byrdefordeling for sektorer, der ikke er omfattet af emissionshandelsordningen, og et forslag til et nyt direktiv om vedvarende energi, der vil skabe et sikkert og forudsigeligt investeringsklima for EU's erhvervsliv [3]. Europa-Parlamentet og Rådet har forsikret, at de vil sørge for, at disse forslag hurtigt bliver vedtaget.
Europas nye energipolitik vil ændre EU's energiperspektiver gennemgribende. Pakken vil reducere EU's energiforbrug med helt op til 15 % i 2020 og medføre en nedgang i den forventede energiimport på op til 26 % i forhold til udviklingen før 20-20-20-initiativet [4]. Med andre ord kan EU siges at have taget de første skridt til at bryde cirklen med stigende energiforbrug, stigende import og stigende tab af velstand skabt i EU for at betale energiproducenterne. I dag importerer Europa 54 % [5] af sin energi. I aktuelle energipriser svarer denne import til ca. 350 mia. EUR eller ca. 700 EUR om året pr. borger i EU. Selv om handelen med energi spiller en positiv rolle, må der arbejdes på at opnå energieffektivitet, nedbringelser af drivhusgasemissionerne, diversificering af energikilderne og forsyningerne i hele vores energisystem. Med vedtagelsen af 20-20-20-pakken vil EU være parat til at tage de næste vigtige skridt mod en mere bæredygtig, sikrere og mere teknologibaseret energipolitik, der vil skabe velstand og beskæftigelse i EU.
Der kræves dog supplerende foranstaltninger for at nå alle de tre mål, der ligger til grund for EU's nye energipolitik, der som nævnt er bæredygtighed, konkurrenceevne og frem for alt forsyningssikkerhed. EU forventes eksempelvis fortsat at være afhængigt af importeret energi - olie, kul og især gas - i de næste mange år. Europas egen produktion af fossile brændstoffer er faldende. Som følge heraf forventes nettoimporten af fossile brændstoffer i 2020 at komme til at ligge på nogenlunde samme niveau som i dag, selv når EU's klima- og energipolitik er fuldstændigt gennemført.
Hvad angår det globale olie- og gasforbrug på mellemlang sigt, forventes der en fortsat betydelig og vedholdende stigning i efterspørgslen, især fra udviklingslandene. Samtidig er de resterende reserver og den uudnyttede produktionskapacitet ved at blive samlet på stadig færre hænder. De seneste alvorlige prisstigninger og ustabiliteten på olie- og gasmarkederne afspejler disse tendenser.
For EU's vedkommende giver dette anledning til størst bekymring, når det gælder gas, fordi en række medlemsstater i overvejende grad er afhængige af én enkelt leverandør. Politiske hændelser i leverandør- eller transitlande, ulykker og naturkatastrofer og klimaforandringernes virkninger er påmindelser om, hvor sårbar EU's umiddelbare energiforsyning er.
Mens hver enkelt medlemsstat er ansvarlig for sin egen forsyningssikkerhed, er solidaritet mellem medlemsstaterne et fundamentalt aspekt ved EU-medlemskabet. Med det indre marked for energi rækker specifikke nationale løsninger ofte ikke til. Strategier for at dele og sprede risikoen og for at udnytte EU's samlede vægt bedst muligt i globale spørgsmål kan være mere effektive end spredte nationale foranstaltninger. Af disse årsager er energiforsyningssikkerhed et fælles EU-anliggende.
I betragtning af den globale udvikling bliver EU nødt til at tage affære for at sikre sin fremtidige energiforsyning og beskytte sine vitale interesser på energiområdet. EU bliver nødt til at intensivere sine bestræbelser på at udarbejde en effektiv ekstern energipolitik, hvor EU taler med én stemme, finder ud af, hvilke infrastrukturer der er vigtigst for dets energiforsyningssikkerhed, og derpå arbejder hen imod at få dem anlagt og optræder sammenhængende for at udbygge sine partnerskaber med de vigtigste energileverandører, transitlande og forbrugere.
EU bliver også nødt til at udnytte sine haves energiproduktionspotentiale fuldt ud, hurtigt at udvikle sit transportsystem og gøre reelle fremskridt med hensyn til at sammenkoble det europæiske energimarked. Den højest prioriterede opgave i denne forbindelse er at sikre, at 20-20-20-pakken vedtages og hurtigt gennemføres. Med dette mål for øje foreslår Kommissionen som kernen i denne anden strategiske energiredegørelse en EUhandlingsplan for energiforsyningssikkerhed og –solidaritet, der supplerer de hidtil fremlagte foranstaltninger for at sikre, at EU's vigtigste tre mål på energiområdet alle sammen nås .
Med denne strategiske energiredegørelse tages derudover de første skridt på vej mod næste fase i den europæiske energipolitik, idet det undersøges, hvilke udfordringer der kan forventes i perioden 2020 til 2050, og det overvejes, hvordan EU kan reagere på disse udfordringer på længere sigt.
1 Formandskabets konklusioner, Det Europæiske Råds møde i marts 2007.
2 KOM(2007) 0528-32
3 KOM(2008) 30
4 Baseret på en sammenligning mellem scenariet "ny energipolitik + høj oliepris" og basisscenariet med moderat oliepris. Nærmere oplysninger om alle statistikker, fremskrivninger og scenarieanalyser i denne meddelelse findes i det arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager dette dokument: "Europe's current and future energy position: demand – resources – investment".
5 Eurostat, 2006.
BAKGRUNN (fra kommisjonsmeddelelsen, dansk utgave)
Som led i EU's nye energi- og miljøpolitik, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd i marts 2007 [1], opstilles der en fremsynet politisk agenda for at nå EU's centrale energimål, som er bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed. For at føre denne ud i livet har EU forpligtet sig til at gennemføre "20-20-20"-initiativet, som går ud på at reducere drivhusgasemissionerne med 20 %, at øge andelen af vedvarende energi i energiforbruget til 20 % sammenholdt med 8,5 % i dag og at forbedre energieffektiviteten med 20 % frem til 2020.
Med henblik herpå fremlagde Kommissionen i september 2007 den tredje lovgivningspakke om det indre energimarked [2] med det formål at sikre mere effektiv konkurrence og skabe betingelserne for at fremme investeringer, diversificering og forsyningssikkerhed; det er en grundlæggende forudsætning at have et konkurrencedygtigt energimarked, for at "20-20-20"- målene kan nås. I januar 2008 fremsatte Kommissionen et forslag om at revidere direktivet om emissionshandelsordningen for perioden 2013-2020, en beslutning om såkaldt byrdefordeling for sektorer, der ikke er omfattet af emissionshandelsordningen, og et forslag til et nyt direktiv om vedvarende energi, der vil skabe et sikkert og forudsigeligt investeringsklima for EU's erhvervsliv [3]. Europa-Parlamentet og Rådet har forsikret, at de vil sørge for, at disse forslag hurtigt bliver vedtaget.
Europas nye energipolitik vil ændre EU's energiperspektiver gennemgribende. Pakken vil reducere EU's energiforbrug med helt op til 15 % i 2020 og medføre en nedgang i den forventede energiimport på op til 26 % i forhold til udviklingen før 20-20-20-initiativet [4]. Med andre ord kan EU siges at have taget de første skridt til at bryde cirklen med stigende energiforbrug, stigende import og stigende tab af velstand skabt i EU for at betale energiproducenterne. I dag importerer Europa 54 % [5] af sin energi. I aktuelle energipriser svarer denne import til ca. 350 mia. EUR eller ca. 700 EUR om året pr. borger i EU. Selv om handelen med energi spiller en positiv rolle, må der arbejdes på at opnå energieffektivitet, nedbringelser af drivhusgasemissionerne, diversificering af energikilderne og forsyningerne i hele vores energisystem. Med vedtagelsen af 20-20-20-pakken vil EU være parat til at tage de næste vigtige skridt mod en mere bæredygtig, sikrere og mere teknologibaseret energipolitik, der vil skabe velstand og beskæftigelse i EU.
Der kræves dog supplerende foranstaltninger for at nå alle de tre mål, der ligger til grund for EU's nye energipolitik, der som nævnt er bæredygtighed, konkurrenceevne og frem for alt forsyningssikkerhed. EU forventes eksempelvis fortsat at være afhængigt af importeret energi - olie, kul og især gas - i de næste mange år. Europas egen produktion af fossile brændstoffer er faldende. Som følge heraf forventes nettoimporten af fossile brændstoffer i 2020 at komme til at ligge på nogenlunde samme niveau som i dag, selv når EU's klima- og energipolitik er fuldstændigt gennemført.
Hvad angår det globale olie- og gasforbrug på mellemlang sigt, forventes der en fortsat betydelig og vedholdende stigning i efterspørgslen, især fra udviklingslandene. Samtidig er de resterende reserver og den uudnyttede produktionskapacitet ved at blive samlet på stadig færre hænder. De seneste alvorlige prisstigninger og ustabiliteten på olie- og gasmarkederne afspejler disse tendenser.
For EU's vedkommende giver dette anledning til størst bekymring, når det gælder gas, fordi en række medlemsstater i overvejende grad er afhængige af én enkelt leverandør. Politiske hændelser i leverandør- eller transitlande, ulykker og naturkatastrofer og klimaforandringernes virkninger er påmindelser om, hvor sårbar EU's umiddelbare energiforsyning er.
Mens hver enkelt medlemsstat er ansvarlig for sin egen forsyningssikkerhed, er solidaritet mellem medlemsstaterne et fundamentalt aspekt ved EU-medlemskabet. Med det indre marked for energi rækker specifikke nationale løsninger ofte ikke til. Strategier for at dele og sprede risikoen og for at udnytte EU's samlede vægt bedst muligt i globale spørgsmål kan være mere effektive end spredte nationale foranstaltninger. Af disse årsager er energiforsyningssikkerhed et fælles EU-anliggende.
I betragtning af den globale udvikling bliver EU nødt til at tage affære for at sikre sin fremtidige energiforsyning og beskytte sine vitale interesser på energiområdet. EU bliver nødt til at intensivere sine bestræbelser på at udarbejde en effektiv ekstern energipolitik, hvor EU taler med én stemme, finder ud af, hvilke infrastrukturer der er vigtigst for dets energiforsyningssikkerhed, og derpå arbejder hen imod at få dem anlagt og optræder sammenhængende for at udbygge sine partnerskaber med de vigtigste energileverandører, transitlande og forbrugere.
EU bliver også nødt til at udnytte sine haves energiproduktionspotentiale fuldt ud, hurtigt at udvikle sit transportsystem og gøre reelle fremskridt med hensyn til at sammenkoble det europæiske energimarked. Den højest prioriterede opgave i denne forbindelse er at sikre, at 20-20-20-pakken vedtages og hurtigt gennemføres. Med dette mål for øje foreslår Kommissionen som kernen i denne anden strategiske energiredegørelse en EUhandlingsplan for energiforsyningssikkerhed og –solidaritet, der supplerer de hidtil fremlagte foranstaltninger for at sikre, at EU's vigtigste tre mål på energiområdet alle sammen nås .
Med denne strategiske energiredegørelse tages derudover de første skridt på vej mod næste fase i den europæiske energipolitik, idet det undersøges, hvilke udfordringer der kan forventes i perioden 2020 til 2050, og det overvejes, hvordan EU kan reagere på disse udfordringer på længere sigt.
1 Formandskabets konklusioner, Det Europæiske Råds møde i marts 2007.
2 KOM(2007) 0528-32
3 KOM(2008) 30
4 Baseret på en sammenligning mellem scenariet "ny energipolitik + høj oliepris" og basisscenariet med moderat oliepris. Nærmere oplysninger om alle statistikker, fremskrivninger og scenarieanalyser i denne meddelelse findes i det arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager dette dokument: "Europe's current and future energy position: demand – resources – investment".
5 Eurostat, 2006.