EU's Eurovignet-direktiv opstiller en gennemsigtig liste over, hvilke omkostninger der kan dækkes ved at pålægge tunge godskøretøjer afgifter, såsom infrastrukturomkostninger og eksterne omkostninger som følge af luftforurening og støj. Der findes ikke sådanne regler for privatbiler. Her gælder imidlertid de grundlæggende bestemmelser i traktaten, som forbyder enhver form for diskrimination på grundlag af nationalitet.

Vejafgiftsordningerne for privatbiler har de seneste år været årsag til, at Kommissionen har modtaget talrige klager, og nogle af ordningerne opfylder ikke EU's regler. I 1996 blev Østrig nødt til at ændre deres planer for et vignetsystem, efter at Europa-Kommissionen udtalte, at det var urimeligt kun at tilbyde årsvignetter til udenlandske bilister. I 2008 indledte Kommissionen en traktatbrudssag mod Slovenien, da landet kun tilbød halvårsvignetter. Myndighederne indførte derefter ugevignetter.

Kommissionens retningslinjer
Kommissionen ønsker at vejlede medlemsstaterne i, hvilke afgiftsordninger der ikke virker diskriminerende.

1. Kommissionen udtrykker sin klare præference for afstandsbaserede afgiftsordninger, der grundlæggende er mere rimelige og har større signalværdi end tidsbaserede vignetsystemer. Hvis vignetsystemer ikke bliver tilrettelagt ordentligt, er det mere sandsynligt, at de skaber urimelige problemer for udenlandske bilister, der blot er på gennemrejse.

2. Hvor der anvendes et tidsbaseret vignetsystem, skal visse betingelser overholdes.

Der skal være:

a) Vignetter med kort gyldighed: Det skal som minimum være muligt for bosiddende og ikke-bosiddende bilister at købe uge-, måneds- og årsvignetter. Det er klart, at vignetter med kort gyldighed bruges mest af ikke-bosiddende.

b) Et acceptabelt forhold mellem gennemsnitlige dagspriser: Forholdet mellem gennemsnitlige dagspriser viser den gennemsnitspris, udtrykt pr. dag, som en ikke-bosiddende bilist betaler (ved køb af den kortest gyldige vignet, f.eks. en ugevignet), sammenlignet med den pris, en bosiddende bilist betaler (ved køb af den længst gyldige vignet, f.eks. en årsvignet), se tabellen nedenfor [Red. anm.: for å se tabellen, bruk lenken over til Kommisjonens pressemelding].

En gennemgang af de eksisterende ordninger viser, at den gennemsnitlige dagspris for en ikke-bosiddende bilist kan være mellem 2,5 og 8,2 så høj som den pris, en bosiddende bilist betaler. Dette anses for at være den øverste acceptable grænse. I EU's Eurovignet-direktiv for tunge godskøretøjer er det højest acceptable forhold til sammenligning 7,3.

Der kan være objektive grunde til højere priser på vignetter med kort gyldighed – f.eks. højere administrative omkostninger. Men disse omkostninger skal være proportionale og kunne begrundes.

c) Information om brugerafgifter skal være let tilgængelig for ikke-bosiddende bilister: Ikke-bosiddende skal tilbydes en række forskellige betalingsmuligheder og have let adgang til betalingsanlæg ved grænsen, såvel som pr. telefon og over internettet. Håndhævelsen heraf bør ikke kun fokusere på grænseområder.

Baggrund - Vejafgifter
Det er op til hver enkelt medlemsstat at beslutte, om de ønsker at indføre vejafgifter, og i så fald for hvilke køretøjer, og hvordan de skal opkræves. Til dato har nogle medlemsstater valgt at indføre en afstandsbaseret vejafgiftsordning, mens andre har et tidsbaseret klistermærkesystem. Andre igen opkræver slet ikke vejafgifter.

Der er vedlagt en tabel, der viser de takster, som trafikanter på nuværende tidspunkt opkræves i de syv medlemsstater, der har et vignetsystem. [Red. anm.: for å se tabellen, bruk lenken over til Kommisjonens pressemelding]

For yderligere oplysninger se MEMO/12/322.